Per Jensen - Fælledvej 26 - 3790  Hasle - 5696 5404 - pj@per-jensen.dk

 

Jeg er født i 1952 og har arbejdet med billeder hele livet. Jeg begyndte at male i 13-års alderen, men valgte ikke at søge ind på et af kunstakademierne, da mine tanker gik i en anden retning i begyndelsen af 70erne. Jeg læste i stedet engelsk og kunsthistorie på Århus universitet med henblik på at undervise i gymnasieskolen, hvilket jeg har gjort fast siden 1982. Man må derfor sige at jeg som "billedmager" i store træk er autodidakt, og jeg har igennem årene arbejdet meget med at udvide og finpudse mine billedmæssige udtryksmidler, dels for at forbedre mine muligheder for at undervise mine elever, men også for at tilfredsstille min indre trang til at udtrykke mig i billeder. 

Mine inspirationskilder er mange. Både naturens natur og menneskets natur og dårskab interesserer mig, og jeg har benyttet mig af mit ophold i Grønland i slutningen af 80erne og mine øvrige rejser i såvel udland som indland til at lade mig inspirere, men også litteratur, film, musik, teater og den daglige avis er ofte kilder til inspiration.

Jeg har mest arbejdet med maleri, akvarel og grafik, men er i de senere år begyndt at eksperimentere med det skulpturelle formsprog. Desuden har fotografiet interesseret mig gennem mange år. Endelig arbejder jeg en del med den nye digitale teknik, og bruger den dels til at bearbejde digitale fotografier, men også til at skabe billeder helt fra bunden.

Jeg har siden 1990 boet og arbejdet på Bornholm, der har så stolte traditioner indenfor billedkunsten. Jeg vil nu ikke smykke mig med lånte fjer, men blot gøre opmærksom på mig selv som en ydmyg forsker i billedsprog og dets udtryksformer. Jeg kan simpelt hen ikke lade være med at lave billeder, og når jeg i al beskedenhed synes det lykkes rigtigt en gang imellem, er det morsomt også at kunne give andre mulighed for at se hvad jeg laver.

bark, digitalt foto, 200x533