Sommeren 1960

Så længe siden at det trodser enhver forestilling om hvad tid er, men alligevel ikke længere siden at jeg kan huske væsentlige detaljer af hvad der skete på turen fra Frederikshavn til København en dag i juli i det herrens år 1960.

En tidlig morgen en tidlig julidag gik jeg, otte år gammel, med mine forældre den korte vej hjemmefra til banegården og steg ombord i eksprestoget trukket af en litra MY dieselelektrisk maskine af nyeste slags med kurs mod Nyborg. Med min DSB skolebillet, som sikrede gratis ferierejse til landets skolebørn, min madpakke, forudadresseret postkort til mine forældre, lidt læsestof (Skipper Skrækbladet) og en god portion eventyrlyst var jeg klar til at erobre de danske skinnelegemer. Behørigt introduceret til en gråsprængt, venlig og tilfældig, men alligevel nøje udvalgt dame der selv skulle den lange vej til København, og som jeg skulle dele kupé med, sagde jeg farvel til mine forældre, og at jeg nok skulle passe på og ikke læne mig ud af vinduet. Den venlige dame havde lovet at holde lidt øje med mig og hjælpe mig ombord på færgen i Nyborg og igen på det rigtige tog i Korsør.

Toget havde efterhånden bevæget sig et pænt stykke og kørte forbi Tolne hvor skolen havde været på udflugt til en måned tidligere og videre forbi Sindal på vej mod Hjørring. Jeg gik ud af kupéen og rullede vinduet ned for at mærke lufttrykket og lugte lokomotivets røg der blandede sig med duftene fra skoven som et nyt og fremmedartet indtryk. Jo, eventyret var i gang. Jeg var ”Willy på eventyr”, ”Prins Valiant”, ”Bob og Frank”, ”Fantomet” og ”Tarzan” i én og samme person, parat til at kæmpe for retfærdighed og opdage nye verdener.

Jeg lænede mig naturligvis lidt ud af vinduet – ikke for meget – men nok til at jeg kunne mærke vinden i håret og fugten i ansigtet. En fugt det først mange år senere gik op for mig, stammede fra de ikke helt nutidssvarende sanitære forhold på datidens tog.

Egentlig var selve togturen til Nyborg rimeligt begivenhedsløs som togture nu er, men når man er en otteårig globetrotter, er der ikke den detalje man ikke kan omforme til noget der passer ind i den eventyrverden der optager én, så køerne på markerne blev til vilde bøfler på Afrikas savanne, hestene var zebraer på flugt fra de sultne løver der gemte sig så godt i græsset at man ikke kunne se dem, og de mennesker jeg fik øje på blev straks til stolte masaier, skumle krybskytter eller Bob og Frank og Fantomet på jagt efter dem.

I Århus kørte vi forlæns ind og baglæns ud, og mens vi holdt ved perronen for at sætte passagerer af og tage ny på, fik vi tilbudt is, chokolade, bananer og appelsiner af manden der gik på perronen med en stor bakke i en strop om halsen.

På den vis forløb de ca. 7 timers togtur til Nyborg som en leg kun afbrudt af den gråsprængte venlige dames venlige spørgsmål til mit velbefindende, indtagelse af et styks madpakke med spegepølse, leverpostej og ost, der bestemt ikke lugtede særligt behageligt efter nedpakning i en varm taske, og dertil en patentflaske friskblandet Peters Sommerdrik.

Der er grænser for hvor galt man kan komme af sted i et tog og hvor meget væk man kan blive, men i Nyborg blev det alvor. Før første gang var jeg lidt betænkelig. Sæt nu den gråsprængte, venlige dame blev væk! Hvad så! Heldigvis skete der ikke noget. Hun tog mig pænt i hånden og førte mig ombord på færgen. Her fik jeg lejlighed til at skille mig af med resten af madpakken (ostemadden) som blev behændigt smidt ud til mågerne, der så ud som stod de stille ved siden af skibet og i et hurtigt dyk fangede den mindste brødkrumme.

Pludselig var vi i Korsør, og efter min odysse rundt på færgen, fandt jeg sammen med den gråsprængte venlige dame igen, blev taget i hånden og pænt gelejdet ned til det ventende tog der skulle bringe os videre til København.

Her på Københavns Hovedbanegård stod så min mors mormor – en endnu mere gråsprængt og endnu venligere dame – og ventede på mig. Knus og kram og har du haft en god rejse. Jo tak, det havde været spændende. Så først en postkasse så det forudadresserede postkort kunne blive sendt til mine sikkert lidt nervøse forældre. Telefon havde de ikke, men dengang var der tre ombæringer af post på tværs af landet, så næste morgen vidste de at jeg var i god behold. Dernæst med S-tog linje C til Peter Bangsvej og en kort spadseretur til min Oldes lille lejlighed på Frederiksberg.

Sommeren gik med ture i Tivoli, på Bakken, i Zoologik have og fri leg på legepladsen i Lindevangen park med den udrangerede brandbil og soppebassinet. Jeg fandt selv ud af hvordan jeg krydsede Dalgas Boulevard.

Hjemturen til Frederikshavn var ’piece of cake’ Nu havde jeg jo prøvet det.