Uddrag af artiklen ‘Rejsen ind i det æstetiske univers‘
Bidrag til bogen
Tænk engang
af Finn Pedersen m. fl., Tumultus 2018
De første vidnesbyrd om menneskelig aktivitet på denne klode er – bortset fra forarbejdede redskaber – netop billeder. Før mennesker skabte en måde at nedfælde ord på, brugte de billeder til at kommunikere om deres daglige liv og mytiske forestillinger.
I Europa er der i løbet af årene fundet adskillige eksempler på dyremotiver malet på væggene i svært tilgængelige klippehuler. Disse billeder er i de fleste tilfælde omkring 20.000 år gamle, og det seneste fund fra 2010 menes at være op mod 35.000 år gammelt. Vi benyttede os i urtiden kort og godt at det moderne begreb ’æstetisk kommunikation’.
Noget tyder altså på at det at skabe billeder er en iboende tilbøjelighed hos mennesker. Man ser det tydeligt hos helt små børn der fortæller om sig selv og deres verden så snart deres motorik gør dem i stand til det. Giv dem et tegneredskab i hånden, og billederne flyder ud af dem. Alt det de ikke endnu kan udtrykke gennem det talte sprog, beretter de om gennem billeder.
Man kan derfor med god grund spørge både sig selv og andre om hvorfor arbejdet med billeder – såvel praktisk og kreativt som teoretisk – er blevet så nedprioriteret i de senere år som tilfældet er. Billeder udgør en væsentlig del af den kommunikation vi udsættes for hver eneste dag, men vi er nærmest analfabeter når det drejer sig om at forstå – eller måske snarere at gennemskue – kommunikationen. Dette har ikke altid været tilfældet. Når vi ser på vores kulturelle udviklingshistorie – og her tænkes især på den europæiske – er det tydeligt at se udviklingen. Indtil Johan Gutenberg ’masseproducerede’ biblen i midten af 1400-tallet, havde befolkningen udelukkende adgang til guds ord gennem præsternes udlægning, men den umiddelbare forståelse af præsternes ord var meget ringe eftersom det liturgiske sprog var latin. Derfor blev kirkerne i rigt mål udstyret med billedfortællinger der som deres ene formål havde at forklare i billeder hvad præsten sagde – altså at kommunikere et budskab.
Billeder er imidlertid ikke kun et middel til simpel kommunikation. De taler også til menneskets æstetiske fornemmelse, og denne æstetiske dimension er måske i virkeligheden den vigtigste. Når hulemalerierne stadig taler til os i dag skyldes det netop deres æstetiske karakter. Linjerne, formerne og farverne appellerer til nogle fundamentale og instinktive fornemmelser hos os som vi også oplever i børns tegninger. I den antikke kunst fra særligt den klassiske periode (4-5. årh. fvt.) og frem er der en klar bevidsthed om æstetikkens betydning for billeders og skulpturers udformning. Efter en kort ikonoklastisk periode i middelalderen kommer billedet igen til ære og værdighed, og det bliver forlenet med en egen iboende skønhed, der baseres på hvor godt det er lavet, og hvor godt det ligner. Et billede kan godt være smukt selvom motivet er grimt. Umberto Eco citerer middelalderæstetikeren Bonaventura da Bagnoregio’s opfattelse af at et billede kan være smukt (pulchra) selvom motivet er hæsligt (foeda) når blot hæsligheden er troværdigt gengivet[1]. På overgangen til renæssancen bliver æstetikken ligefrem en leveregel[2], og kunstneren bliver en skaber der forbinder fantasien med intellektet. Det der iagttages empirisk og kan forstås intellektuelt, forbindes med fantasien i en skabende proces. For renæssancemennesket bliver kunsten en integreret del af selve tilværelsen. Leonardo da Vinci forbinder som en af de første – hvis ikke den første – empiriske studier af naturen med logisk tænkning, aritmetiske og geometriske overvejelser og tilføjer så fantasien som kunstnerens skabende kraft og håndværket som praksis. Han syntetiserer således flere af middelalderens syv frie ’kunstarter’ med billedkunsten og betragter den som ligeværdig med og fuldt ud så intellektuel en disciplin som de øvrige[3].
[1] Umberto Eco: ’Middelalderens Æstetik’, side 162
[2] ibid. 215
[3] Fridjof Capra: ’Leonardo da Vinci’, side 50